Kort novelle – Mellem klirrende ølflasker og hashsigaretter.

”Mød mig på Woodstock kl. 11.30, så skal du nok få detaljerne.”

”Okay, men er du…”

”Det skal du ikke tænke på, bare sæt dig ved baren, så skal jeg nok finde dig.”

Forbindelsen blev afbrudt. Jeg stod på Andys Bar, og lignede grangiveligt et stort spørgsmålstegn; hvem var hun? Hvor havde hun mit nummer fra? Nå det nyttede ikke at spekulere, det gav bare endnu flere ubesvarede spørgsmål.

 

Hendes stemme havde været hæs, på den sexede måde, men også stakåndet, som efter en spurt, eller en hurtig tur i kanen. ”Jeg ved hvem der slog ham ned, jeg var der!” var hendes første ord, men det var også alt hvad jeg fik ud af hende i telefonen.

 

Sagen havde ellers været enkelt nok fra starten. En ung mand var blevet slået ned med et bræt i Pusherstreet på Christiania. Han blev alvorligt skadet og endte på intensiv, hvor lægerne kæmpede en hård kamp for hans liv. Overfaldet var blevet set af flere vidner, så der var vel bare tale om en rutinesag for politiet.

 

Det enkle gik dog hurtigt af sagen, for de få vidner, som det lykkedes kriminalpolitiet at opspore, havde ikke set noget, eller havde bare glemt hvad de så. Politiet ville ikke ”tænde bål i gaden” med en aktion på fristaden, som de udtrykte det. ”Men vi holder selvfølgelig et vågent øje med situationen, Christiania er jo kendt for en noget kontant selvjustits. Vores håb er at gerningsmanden melder sig selv,” udtalte den centrale vagtleder ved Københavns politi.

 

Selv kom jeg ind i sagen da den unge mands mor troppede op på mit kontor. Hun var vred over politiets vattede holdning, og ville have overfaldsmanden sat bag lås og slå.

 

Jeg havde brugt tre dage på at snuse rundt mellem hashtågerne derude. Men christianitternes kæfte var hermetisk lukkede, langt mere effektivt end hashboderne, og ingen havde så meget som ét ord at fortælle.

 

Faktisk var jeg tæt på at droppe sagen, og aflevere checken tilbage til den ulykkelige mor, da jeg modtog opkaldet.

 

 

Værtshuset ”Woodstock” er et gammelt træskur som ligger midt i Pusherstreet. Selv her midt på dagen var stemningen som på en lørdag aften; voksne, børn og hunde væltede rundt mellem klirrende ølflasker og hashcigaretter. Under halvtaget udenfor, var tre grønlændere kommet op at slås om en nettopose med tomme flasker.

 

Da jeg skubbede døren op, væltede røg og rockmusik ud i skøn forening. Der var vel omkring tyve mennesker i lokalet, de fleste sad ved bordene og drak, et beruset par forsøgte sig med en kinddans på den sparsomme gulvplads, men faldt over en sovende hund; eller også var den død, den blev i hvert fald liggende.

 

Jeg fandt en tom barstol og fik mig sat. En ung pige med et fandenivoldsk smil serverede mig en Jack D. i et fedtet glas.

”Værsgo, on the rock, isen må du drømme dig til smukke.” Hun knaldede glasset ned i disken, og hev pengesedlen ud af hånden på mig.

 

Så pludselig stod hun ved siden af mig, og lagde byttepengene ved glasset.

”Det var mig der ringede,” hendes blik hang ved døren mens hun talte, ”Det var min kæreste som blev slået ned, og ham der gjorde det…” længere nåede hun ikke, før en flyvende ølflaske ramte hende i nakken. Hun faldt sammen som en kludedukke, og gled ned på gulvet foran baren. En stor bred rockertype pegede på mig med en beskidt finger,

”Dig strissersvin, du skal smutte nu, hvis du ikke vil bæres ud herfra.”

”Jeg er ikke strisser, jeg er privat…”

”Ha ha ha …” stadigvæk pegende, og med et grin som fik mig til at tænke på et Halloween-græskar, trådte han hen over pigen og direkte ind i min venstre knytnæve; lyden af knækket næseben blev efterfulgt af et grynt. Han sank i knæ, med begge hænder for ansigtet. Tilsyneladende tog ingen notits af sceneriet. Jeg samlede pigebarnet op, og smed hende over den ene skulder. Skønt hun næppe vejede mere end en sæk kyllinger, fik jeg alligevel svedt mig ædru før jeg nåede ud i Prinsessegade.