Kort novelle – Han Har Det Hele I Hånden

Hansen er stolt af sin hånd “Prøv lige at se!” siger han altid når jeg går forbi. Jeg kender snart hans hånd bedre end min egen.

“Prøv så lige at se her!” siger han i dag, og får fat i min kittellomme med en pegefinger, da jeg ellers tror mig listig nok til at smutte forbi ham på gangen.

Han rækker sin ene hånd ud og spærrer min fremfærd, og snupper i det samme en kuglepen fra min brystlomme med den frie hånd.

“Se lige her” han peger med pennens spids midt på håndfladen, jeg bukker mig ned og ser at det er livslinjen han snakker om.

“Lige nøjagtigt der” han indrammer et par millimeter af linjen med kuglepennen og stikker hånden op foran næsen på mig. “Da var jeg på Grønland, vi boede i en hytte som jeg havde lejet af …” hans stemme blander sig med resten af afdelingens lyde, mens jeg står og falder i staver.

Hansens hånd er noget for sig. Aldrig har jeg set så mange linjer i en håndflade. Tusinder af fine tråde holder sammen på den. Spændt ud som et snedigt og genialt fangstnet. Hansen er lige fyldt firs, men hans hånd kunne godt ligne noget der er langt mere end 1000 år gammelt. Dens runde og bløde former står så tydeligt i kontrast til hudens skarpt optrukne furer.

En lang ubrudt skæbnelinje bekræfter hans mange historier om et ubekymret liv fyldt med spænding og succes. Jeg tager fat om den svævende hånd foran mit ansigt og holder den stille. Med en fingerspids følger jeg hovedlinjen som løber på tværs af håndfladen og vidner om intelligensens styrke og muligheder. Den er lige så intakt som hans skæbnelinje.

Hansens stemme er ved at være varm nu. Han er midt i en hæsblæsende jagt. Hansen selv er byttet, isbjørnen er jægeren.

“Den var tæt på den krabat. Jeg kunne så let som frostsne få kappet min livslinje den dag.” Kuglepennen kommer igen til syne og danser en hopsa i håndfladen. Han øjne skinner og ler.

Jeg står stadig med den firsårige hånd i min, da en kollega går forbi og kikker langt efter os. Hansen holder inde og smiler, de gamle fingre klemmer langsomt sammen om min hånd og jeg lægger mærke til hans knoer som er dækket af hård hud. Jeg drejer vores hænder og ser på hans barkede håndryg som sikkert har lige så mange spændende beretninger som den bløde og fine håndflade.

“Jeg ville gerne høre mere Hansen, men jeg må løbe” Jeg peger hen ad gangen ”men jeg kommer forbi senere”

“Ja ja, vi ses, jeg skal ingen steder!” han banker på sengens hårde metalramme og vinker efter mig.

Hansen har altid en historie klar. Og altid starter den i hånden. “Se lige min sollinje” kan han begynde, og så går det snart over stok og sten. Sollinjen taler om charme og venlighed. Hansen besidder begge dele.