UD AF SKABET

Det her var jeg ikke forberedt på. Jeg har ellers altid gjort en dyd ud af at være forberedt på alt i mit liv.

Endelig havde jeg scoret Sylvia nede fra regnskabskontoret, efter to års ulykkelig, og dybt hemmelig forelskelse, lod jeg mig forføre i fredags da vi var alene i motionsrummet. Det var en befrielse ud over alle grænser. Jeg blev svimmel da hendes lange bløde fingerspidser legede med mine svedige nakkehår.

Jeg var i den syvende himmel, men forsatte i raketfart til ukendte etager i himmeriget. Og lige der, på ryggen i den blødeste sky, tog jeg min beslutning: På mandag vil jeg springe ud af skabet, fortælle mor og far, og alle andre, at jeg er lesbisk, jeg elsker at være det, og for øvrigt elsker jeg Sylvia!!

Jeg var så lykkelig da jeg cyklede hjem, hele verden var smuk, og ville bare elske mig.

Nu ligger jeg så her. Og det er hvad jeg ikke var forberedt på. Kan man overhovedet forberede sig på det her? Det er jo langt mere ubehageligt end jeg, i mine værste øjeblikke har forstillet mig. Kroppen ligger livløs, sært sammensunket under mig, de sidste kropslyde forlader det tomme hylster idet jeg vrider mig løs. Nu ligger jeg klemt sammen mellem kistens låg og mine jordiske rester, og det er langt fra nogen fornøjelse. Føj, hvem havde troet at det ville være sådan et mareridt at dø?

Nu sker der noget udenfor kisten. En stigende summen trænger sig ind i mørket hvor jeg ligger todelt og panikslagen. Langsomt begynder jeg at skelne de enkelte stemmer i mængden. Først min lillebrors, han kalder på vores søster, stemmen knækker midt i hendes navn. Så hører jeg mor, hun tysser på ungerne og kalder dem til sig.

Jeg forstår det ikke. Hvis jeg er ånden, burde jeg så ikke kunne gå gennem kistevæggen, eller er der noget som jeg har misforstået. Selv om jeg aldrig har troet på de fjollede spøgelseshistorier, bladrer jeg nu som en vanvittig i min hukommelse, hvordan var det nu? Kunne en ånd ikke gå igennem alting? Jeg føler mig ret sikker på at den skulle kunne bevæge sig frit omkring, helt uden begrænsninger.

Men så er jeg jo blevet snydt! jeg ligger og bliver godt gal i skralden.

Der kan selvfølgelig være sket en teknisk fejl. Den tanke griber jeg med kyshånd, for så kan de vel stadigvæk nå at rette den inden jeg bliver sindssyg. For hvem i alverden kan bruge en ånd der er gået fra snøvsen? Som bare ligger og skriger sin smerte ud, i en trækasse midt på et koldt kirkegulv. Nej nu må jeg stoppe, min sidste rest af forstand er ved at smutte fra mig.

Mine dystre tanker bliver kærkomment afbrudt af en smuk dyb mandsstemme, det må være præsten. Han står for langt væk til at jeg kan fange alle ordene, Men det er tydeligvis mig han taler om, og i rosende vendinger. Nu overdriver du, tænker jeg, men bliv da endelig ved, det gør ikke noget.

Jeg prøver at slå på kistens inderside, men der sker intet. Det er en underlig følelse, jeg er ingen ting, bare en samling varm luft, og alligevel er jeg spærret inde. Det hænger ikke sammen. Og ingen fejlmeldinger har jeg modtaget, det er jo absurd, skal jeg være spærret inde til evig tid?

Nu hører jeg orglet, det bruser mod mig, tonerne bombarderer mine sanser. Nu sætter koret ind, det er lifligt, smukt, alt omkring mig bliver lyst.

Pludseligt stiger jeg op gennem træværket i kistelåget. Jeg svæver, ser dem alle sammen i et varmt skær. Mor og far, alle mine kære, de er der hele bundtet. Og Sylvia min elskede, så vidunderlig smuk i sort. Kærligt hvisker jeg dem farvel.

Jeg bliver ved med at stige, op gennem kirketaget, svæver mellem fløjlsbløde skyer, lettere og lettere bliver jeg.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s