Kort novelle: Herta og skadedyrene

”Åh min Gud og skaber!”

Synet rammer hende som en albue i øjet. Der sidder det lille bæst og gumler løs på den bredbladede persille.

224 har hun dræbt i år, det har været et rent blodbad.

Hver eneste metode fra Havebladet har hun forsøgt sig med. Lige for tiden står den på skiveskåret. I tre hurtige hop er hun i rosenbedet og lægger hånden kærligt på spadens slidte håndtag.

Tilbage i persillebedet får hun behændigt vippet sneglen ned fra den lille dusk. Et velrettet spark med træskosnuden og dyret ligger på havegangen med bugen i vejret. Hun løfter sejrstolt spaden op i strakte arme, parat til at findele krapylet.

”Stop for satan, hvad har du gang i. Er du lystmorder?” Det er hendes dovne mand som kommer vraltende oppe fra huset.

”Hvordan har du fundet her ud, er der ikke flere øl i kassen?” Hun ser vredt på ham og sænker sit våben. Spadens skarpe blad bliver demonstrativt stukket i jorden, få millimeter fra dyrets snude. Den skal ikke tro sig undsluppet.

”Du kan da ikke rende rundt herude og slå dyr ihjel, Herta. Kom dog ind og hyg dig med os andre. Villy og Svend Bent er lige kommet, de har to flasker snaps med.” Han standser tre meter fra sin kone og rækker ud efter hende, med den samme hånd som han holder en øl i. Resultatet bliver at han står og vander haven med de dyre dråber.

Hertas hånd hviler stadigvæk på spadens håndtag, hun kærtegner det blidt og leger med tanken om at få udryddet alle skadedyrene en gang for alle. Et stort blodbad. Først nydelsen og så straffen.

Hun overvejer det stadig imens hendes dovne og stærkt berusede husbond vælter om i en stor tjørnebusk og triller vrælende videre over i en løjtnantens hjertebusk, som lige har blomstret. Der er både for og imod det store blodbad. Skal, skal ikke, skal, skal ikke. Hendes to hjernehalvdele er i konflikt. Hun har tit ønsket sig fri.

Hendes greb om spaden strammes, hun trækker den op fra jorden uden at tænke nærmere over det, og slæber den efter sig hen til den fulde ægtemand. Som nu ligger og raller på flisegangen. Så står hun og glor ned på ham et øjeblik, mens han får kæmpet sig op på alle fire og ser op på hende,

”Hvad skal du med den spade, skat?” Han søger at værge for sig med den ene arm, men falder om på siden.

Hun har atter løftet sit våben, og sekunder efter lader hun det lyne. Hak, hak, hak. En stor grim snegl ligger skiveskåret på havegangen.

”Skrub dog i seng dit fulde fjols.” Råber hun over skulderen da hun atter vender sig mod persillebedet. Det sidste ækle kryb skal ikke undslippe.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: