Kort novelle: Gensyn Uden Glæde

Det er midt i september, og sommeren bliver åbenbart ved. Da jeg står af toget, tænker jeg på, om det mon er den rigtige station. Jeg kan slet ikke kende stedet, men skiltet på perronen fastslår, at jeg er landet det rigtige sted. Jeg tager jakken af og slænger den over venstre skulder, ser mig lidt omkring og får øje på trappen, som fører op til Storegade.

Det går op for mig, at man har flyttet stationen til den modsatte side af gaden, og jeg står et øjeblik forvirret, uden at ane hvilken vej jeg skal gå. Mine øjne forsøger at fange noget genkendeligt omkring mig, men finder ikke rigtig noget. Butikkerne jeg kendte er forsvundet, nye er kommet til. Så får jeg øje på Cafe Kildevæld, den findes da endnu. Med en varm følelse kikker jeg ind gennem ruden, nej, selvfølgelig ligner den ikke sig selv.

Som store børn, holdt min søster og jeg ofte til der på cafeen, det var et trygt sted, i modsætning til vores hjem. Nej, jeg vil ikke tænke på det. Jeg tvinger mig selv til at holde fokus på det jeg er kommet for. Jeg vil ikke lade mig bremse af minder nu. Jeg går målrettet hen til hjørnet af Borgervænget, hvor jeg svinger væk fra trafikstøjen.

Min hånd søger automatisk ned i bukselommen, da jeg nærmer mig ”Jo den er der endnu” tænker jeg, skønt jeg ikke på noget tidspunkt har været i tvivl, jeg kan mærke vægten af den mod mit lår, hver gang jeg tager et skridt. Jeg knuger den lidt i hånden, det føles både trygt og skræmmende.

Bellmansgade ligner sig selv, skønt den virker meget mindre end dengang. Jeg kikker ned på mine fødder, mens jeg går. Jeg husker, hvordan jeg dengang hoppede fra flise til flise, og jeg hører min søsters stemme: ”Dem der går på streger, går og spiser rejer”. Nu tager jeg to fliser i et skridt, men undgår stadig behændigt stregerne.

Ved tanken om min søster, søger hånden igen ned i bukselommen. Siden de ringede og fortalte, hvad hun havde gjort, har jeg slet ikke været mig selv. Det er som om mit liv er stoppet, kun hadet er vokset dag for dag.

Min barndomsgade passerer ubemærket under mig, mens mine tanker kredser om vores sidste møde. Vi sad på en lille sofa på den lange gang lige udenfor hendes stue.
“Du må lære at tilgive. Vi skal videre med vores liv,” hun holdt så hårdt om min hånd, at det næsten gjorde ondt.
“Nej, sådan noget kan ikke tilgives, jeg kan i hvert tilfælde ikke.”
Hun lagde sine hænder omkring mit ansigt, og så mig i øjnene.
“Lov mig, at du vil prøve, Johnny, for min skyld.”
“Nej! havde jeg svaret og fjernet hendes hænder.”

For få uger siden havde jeg aldrig troet, at jeg ville vende tilbage til gaden her, hvorfor skulle jeg det. Men nu er det pludselig blevet vigtigt for mig. Udenfor nr. 13 stopper jeg op. Min far bor stadigvæk i stuelejligheden, jeg kan kende gardinerne, vinduerne ser ud som om de ikke har været pudset, siden mor forlod ham.

Da han lukker døren op, ser han forbløffet på mig.
“Hvad vil du?” spørg han og går baglæns ind i lejligheden.
“Jeg skal hilse dig fra Grethe,” siger jeg og skubber døren i med min ene hæl.

Men hun er jo død” svarer han, og får i det samme øje på pistolen i min hånd.
“Ja,” svarer jeg trist.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: