Herta og skadedyrene

– Åh min Gud og skaber!!
Synet rammer hende som en albue i øjet. Der sidder det lille bæst og gumler løs på den bredbladede persille.
224 har hun dræbt i år, det har været et rent blodbad.

Hver eneste metode fra Havebladet har hun forsøgt sig med. Lige for tiden står den på skiveskåret. I tre hurtige hop er hun i rosenbedet og lægger hånden kærligt på spadens slidte håndtag.

Tilbage i persillebedet får hun behændigt vippet sneglen ned fra den lille dusk. Et velrettet spark med træskosnuden og dyret ligger på havegangen med bugen i vejret. Hun løfter sejrstolt spaden op i strakte arme, parat til at findele krapylet.

– Stop for satan, hvad har du gang i. Er du lystmorder? Det er hendes dovne mand som kommer vraltende oppe fra huset.

– Hvordan har du fundet her ud, er der ikke flere øl i kassen? Hun ser vredt på ham og sænker sit våben. Spadens skarpe blad bliver demonstrativt stukket i jorden, få millimeter fra dyrets snude. Den skal ikke tro sig undsluppet.

– Du kan da ikke rende rundt herude og slå dyr ihjel, Herta. Kom dog ind og hyg dig med os andre. Villy og Svend Bent er lige kommet, de har to flasker snaps med. Han standser tre meter fra sin kone og rækker ud efter hende, med den samme hånd som han holder en øl i. Resultatet bliver at han står og vander haven med de dyre dråber.

Hertas hånd hviler stadigvæk på spadens håndtag, hun kærtegner det blidt og leger med tanken om at få udryddet alle skadedyrene en gang for alle. Et stort blodbad. Først nydelsen og så straffen.

Hun overvejer det stadig imens hendes dovne og stærkt berusede husbond vælter om i en stor tjørnebusk og triller vrælende videre over i en løjtnantens hjertebusk, som lige har blomstret. Der er både for og imod det store blodbad. Skal, skal ikke, skal, skal ikke. Hendes to hjernehalvdele er i konflikt. Hun har tit ønsket sig fri.

Hendes greb om spaden strammes, hun trækker den op fra jorden uden at tænke nærmere over det, og slæber den efter sig hen til den fulde ægtemand. Som nu ligger og raller på flisegangen. Så står hun og glor ned på ham et øjeblik, mens han får kæmpet sig op på alle fire og ser op på hende,

– Hvad skal du med den spade, skat? Han søger at værge for sig med den ene arm, men falder om på siden.
Hun har atter løftet sit våben, og sekunder efter lader hun det lyne. Hak, hak, hak. En stor grim snegl ligger skiveskåret på havegangen.

– Skrub dog i seng dit fulde fjols, råber hun over skulderen da hun atter vender sig mod persillebedet. Det sidste ækle kryb skal ikke undslippe.

UD AF SKABET

Det her var jeg ikke forberedt på. Jeg har ellers altid gjort en dyd ud af at være forberedt på alt i mit liv.

Endelig havde jeg scoret Sylvia nede fra regnskabskontoret, efter to års ulykkelig, og dybt hemmelig forelskelse, lod jeg mig forføre i fredags da vi var alene i motionsrummet. Det var en befrielse ud over alle grænser. Jeg blev svimmel da hendes lange bløde fingerspidser legede med mine svedige nakkehår.

Jeg var i den syvende himmel, men forsatte i raketfart til ukendte etager i himmeriget. Og lige der, på ryggen i den blødeste sky, tog jeg min beslutning: På mandag vil jeg springe ud af skabet, fortælle mor og far, og alle andre, at jeg er lesbisk, jeg elsker at være det, og for øvrigt elsker jeg Sylvia!!

Jeg var så lykkelig da jeg cyklede hjem, hele verden var smuk, og ville bare elske mig.

Nu ligger jeg så her. Og det er hvad jeg ikke var forberedt på. Kan man overhovedet forberede sig på det her? Det er jo langt mere ubehageligt end jeg, i mine værste øjeblikke har forstillet mig. Kroppen ligger livløs, sært sammensunket under mig, de sidste kropslyde forlader det tomme hylster idet jeg vrider mig løs. Nu ligger jeg klemt sammen mellem kistens låg og mine jordiske rester, og det er langt fra nogen fornøjelse. Føj, hvem havde troet at det ville være sådan et mareridt at dø?

Nu sker der noget udenfor kisten. En stigende summen trænger sig ind i mørket hvor jeg ligger todelt og panikslagen. Langsomt begynder jeg at skelne de enkelte stemmer i mængden. Først min lillebrors, han kalder på vores søster, stemmen knækker midt i hendes navn. Så hører jeg mor, hun tysser på ungerne og kalder dem til sig.

Jeg forstår det ikke. Hvis jeg er ånden, burde jeg så ikke kunne gå gennem kistevæggen, eller er der noget som jeg har misforstået. Selv om jeg aldrig har troet på de fjollede spøgelseshistorier, bladrer jeg nu som en vanvittig i min hukommelse, hvordan var det nu? Kunne en ånd ikke gå igennem alting? Jeg føler mig ret sikker på at den skulle kunne bevæge sig frit omkring, helt uden begrænsninger.

Men så er jeg jo blevet snydt! jeg ligger og bliver godt gal i skralden.

Der kan selvfølgelig være sket en teknisk fejl. Den tanke griber jeg med kyshånd, for så kan de vel stadigvæk nå at rette den inden jeg bliver sindssyg. For hvem i alverden kan bruge en ånd der er gået fra snøvsen? Som bare ligger og skriger sin smerte ud, i en trækasse midt på et koldt kirkegulv. Nej nu må jeg stoppe, min sidste rest af forstand er ved at smutte fra mig.

Mine dystre tanker bliver kærkomment afbrudt af en smuk dyb mandsstemme, det må være præsten. Han står for langt væk til at jeg kan fange alle ordene, Men det er tydeligvis mig han taler om, og i rosende vendinger. Nu overdriver du, tænker jeg, men bliv da endelig ved, det gør ikke noget.

Jeg prøver at slå på kistens inderside, men der sker intet. Det er en underlig følelse, jeg er ingen ting, bare en samling varm luft, og alligevel er jeg spærret inde. Det hænger ikke sammen. Og ingen fejlmeldinger har jeg modtaget, det er jo absurd, skal jeg være spærret inde til evig tid?

Nu hører jeg orglet, det bruser mod mig, tonerne bombarderer mine sanser. Nu sætter koret ind, det er lifligt, smukt, alt omkring mig bliver lyst.

Pludseligt stiger jeg op gennem træværket i kistelåget. Jeg svæver, ser dem alle sammen i et varmt skær. Mor og far, alle mine kære, de er der hele bundtet. Og Sylvia min elskede, så vidunderlig smuk i sort. Kærligt hvisker jeg dem farvel.

Jeg bliver ved med at stige, op gennem kirketaget, svæver mellem fløjlsbløde skyer, lettere og lettere bliver jeg.

Bare sig mit navn

 

Jeg kan vække dit begær

giver dig styrke

på bare et øjeblik

 

Jeg kan bryde mure ned

og lukke døre op

skabe harmoni og glæde

 

Jeg kan være blød og varm

som en menneskekrop

i dine hænder bliver jeg levende

 

Jeg kan dufte

som ædle vine og dyre parfumer

bringe dig trøst i nøden

 

Jeg kan redde liv

opfylde dine drømme

gøre dig lykkelig

 

Jeg kan ødelægge dig

gøre dig ulykkelig

eller lægge dig i graven

 

Jeg kan lugte af død

jeg kan starte krige

og lægge verden øde

 

Jeg er en kamæleon

jeg er en gud og en satan

bare sig mit navn: Penge

ROSA

 

 

Når hun var ene, når hun var trist

så faldt hun igennem en lyserød rist

i drømmen der sad hun og følte sig sikker

en drøm er et land, og hun ved hvor det ligger.

 

”Jeg vil hedde Rosa og ikke Louise

jeg vil ha en villa og ikke en flise

jeg vil ha en mand og dejlige unger

jeg vil ikke lytte til giftige tunger”

 

Mor var på gaden, far var på sprøjten

hun fangede en guldfugl, men straks efter fløj den

i drømmen der sad hun og følte sig sikker

en drøm er et land, og hun ved hvor det ligger.

Spor

Perronen ligger øde under mig

nattens sidste tog lader mig vente

kulden holder mig fanget

og du lader mig tænke

 

Jeg er tilbage i sort

en krøllet rød Cecilpakke

daler i skæret fra reklameskiltets blå lys

 

Jeg rejste langt i nat

fra din seng

og dybt ind i mig selv

 

Sporene peger udad

og langt, langt inde i rimtågen

anes morgendagen.

Lyserød dag

 

 

 

Bliv i mine drømme

bider du i mit øre

og hvisker mig kyssende ud i virkeligheden

som en tosset skoledreng

cykler jeg døden i øjnene gennem morgentrafikken

 

jeg laver papirsflyvere og tegner hjerter på toiletdøren

hele formiddagen tager jeg telefonen

og siger hej skat

hver gang det kimer for mine øre

 

jeg bygger fjollede ordrim af dit navn

glemmer igen og igen

at jeg allerede har sendt dig tre floragrammer

 

på hjemvejen glemmer jeg cyklen

og danser tango med lygtepælene

hos bageren griner jeg hjerteligt

og køber favnen fuld af dine yndlingskager

 

på vej op af trapperne

når jeg i farten

at forfatte endnu et genialt elskovskvad.

Min farfar Helmut

Min farfar arbejdede i tappehallen på Carlsberg, og han elskede øl. Han startede som arbejdsdreng derude da han var femten.

”Og han har været fuld lige siden.” Sagde min far, og jeg kunne se han var ked af det.

Farfars evne til at bære en brandert var stærkt aftagende med alderen, og farmor som havde opfostret tolv børn, og nu havde et rend af os børnebørn, fik nok. En beruset bedstefar som væltede over både møbler og unger var grænsen.

Farfar blev forvist til soveværelset, så snart han var hjemme fra arbejdet. Med lidt held kunne man se et glimt af ham, i det korte øjeblik det tog farmor at pille frakken af, og puffe ham mod soveværelsesdøren.

”Vær stille, Helmut sover!” blev til en fast bemærkning i min farmors hus.

Helmut havde aldrig en sygedag fra arbejdet, det var utænkeligt. Det var jo der hans elskede øl flød i kølige strømme. Han var i himmeriget ti timer i døgnet, og resten af tiden var han ”syg” og i behandling med farmors kur, som stammede helt tilbage fra tipoldemors tid.

 

Lad os danse frækt

 

 

I dag vil jeg gå nøgen ud i byen

møde dig med åbne øjne

og lade mine arme

falde for dine fødder

 

Lad os danse frækt

i byens springvand

og kysse postbuddet

midt på hans morgenrute

 

Lad os elske det smukke liv

til det smelter af lykke

og flyder som varm honning

i byens gader

 

Lad os male den grå hverdag

med lyse toner

og spille klaverkoncert

på fortovets fliser

 

Lad os rutsje op af regnbuen

drikke himlen fuld

af stjerneskud

og sejle hjem på månen.

Det var mig

 

 

Jeg går ud i natten

drømmene følger mig som skygger

Som højhuse skjuler de himlens stjerner

 

Drømmene bliver dit fængsel

sagde du og gik samme vej

som månen altid forsvinder i morgengryet

 

Jeg ved du kommer tilbage

men frygter dog dagen

hvor det ikke sker

 

Det var mig der slap dig

og mig der om nogen vidste

at du bare ville holdes fast.

 

Et digt uden rim er ikke så smart

 

Der var en digter som ville skrive

et digt som gerne skulle rive

huden op om læserens hjerte

og vise verden den sande smerte

 

Men digtet sku rime det var da klart

et digt uden rim er ikke så smart

det sagde han ofte fortroligt til katten

hvergang han skrev sig gennem natten

 

Hans ord blev valgt med omhu og drift

og skrevet med smuk og ulastelig skrift

men da han sku rime på: livet er fuldt

da gik han i stå ved sin skrivepult

 

Han søgte i bøger og gamle breve

dybt i sit sind han måtte gnave

alt hvad han fandt som rimede på fuldt

gjorde at ordene klingede hult

 

Hver nat der travede han frem og tilbage

han pjækkede fra jobbet i flere dage

til sidst forsvandt den poetiske glød

man fandt ham en morgen vissen og død.